Rejsen til Abene, Senegal.

Jeg kan godt love jer jeg var klar, den morgen først i Januar da vi stod op kl. 2 om natten for at kører til Billund. Det var koldt! Pas, penge og billetter i lommen, og jeg skulle til Afrika! Jamen, det kunne bare ikke være en bedre følelse, jeg var SÅ glad og SÅ klar, og SÅ tilfreds med den måde jeg havde pakket på, og det jeg havde valgt at tage med. Jeg elsker bare at rejse, og aller helst som nu, helt vildt langt væk, og det var jo det vi skulle. Vi var 3, min søster, min mand og jeg samt 2 x 23 kg bagage hver. Jeg syntes simpelthen jeg havde været så klog for jeg havde bare pakket *det rigtige*, og efterladt alt mit vintertøj og støvler oppe i bilen og var klar i sandaler, kjole og en bomulds sweater, og sjovt nok et par røde hjemmestrikkede sokker. Vi fløj til Frankfurt, her havde vi laang ventetid, men det betød intet for vi skulle til Senegal.

Vi finder Condor og endelig skal vi boarde, Ind med Tina, ind med Lars og en venlig hånd på min overarm, siger: * No Madame, your passport is soon to expire, I am sorry, I can not let you board.*

Min bagage var fortsat til Senegal med Tina og Lars og jeg havde ikke en klink.

Mærkeligt når ens handlinger pludselig styres af underbevidstheden! Jeg vidste udemærket godt, må jeg flovt indrømme, at mit pas udløber til maj, og fakta som jeg fik at føle var da også, at så kan man ikke rejse til et andet kontinent.

Jeg fik en storbyferie i Frankfurt som jeg ikke havde set komme. Vi var 6 fra mit fly der blev tilbageholdt, og pudsigt nok skulle tre af os til nøjagtig samme destination. Vi slog os naturligvis sammen, og vi fandt ud af alt, med fantastisk hjælp fra gode venner og familie i Danmark og resultatet blev et dejligt ophold på karismatisk centralt beliggene Hostel, køb af en ny enkeltbillet ned til Gambia ugen efter, samt køb af en extension i vores pas. . Vi fik lov at beholde og benytte vores returrejse. Jeg valgte dog at forlænge mit ophold i den anden ende med de dage jeg nu *tabte*. Tabte skriver jeg, faktisk vandt jeg jo, Frankfurt Hostel er ligesom Fronthuset i mejlgade først i 80’erne. Mangfoldigheden af rejsende og ansatte var enormt inspirerende, Vi havde det sgu godt, og hyggede os. for 22 euro om dagen kunne vi bo, spise morgenmad og pasta til aften. Altså pasta med pesto hver anden dag og pasta med tomatsovs de andre. Til sidst lærte vi at indkøbe og tilføje lidt arugula så vi kune pimpe vores dinner uden for store omkostninger. Det virkede, vi blev turister og så the Frankfurt sights, endda med et par dages afstikker til Maintz hvor højde punktet for mig var Stefans Kirche med de smukke Chagal glasmosaik vinduespartier. Da vi nåede op til kirken stod solen skarpt skinnende gennem de blå glasvinduer og badede oplevelsen i et eventyrligt magisk lys. det er jeg rigtig glad for jeg fik lov at opleve.

Ugen efter var vi klar igen, dog denne gang med en vis skepsis, havde lige lidt svært ved at tro at vi faktisk ville ende med at komme til Afrika. Men den var god nok, vi blev lukket ind i flyet med de andre rejsende og stemningen var i TOP, ikke blot blandt os tre, men det var som hele flyet havde en boblende glad forventningsfuld følelse, der blev snakket og grinet meget på de 10 timer turen tog, på tværs af flysæder og rækker. Vi skulle mellemlande på Kap Verde, hvor rygerne flokkedes om den åbne dør for at få lov! Men nej, Vi skulle bare af med et par folk og ha’ nogle med. Min søster havde forsøgt at få mig til at se det eksotiske i at mellemlande på Kap verde, men jeg har fortsat svært ved at se den. Vi så sandklitter, noget marehalm tænker jeg og nogle sandfarvede huse, ellers øde, øde, øde, og de folk vi hentede var sådan ophævede blå fra for intens sol og spritlage i enten 8 eller 14 dage, de så brugte ud. Jeg har nogle positive musik assosiationer til Kap Verde, Cessario ?? Hun døde for ikke så længe siden. Jeg har fortsat noget af hendes musik på Itunes.

Jeg sad i flyet ved siden af en ca. 30 årig stor sort mand fra Gambia. Han fortalte positivt og medrivende om Casamanche, den region i Senegal jeg skulle besøge. Han sagde der var *godt* vand i Casamanche, og at jeg skulle holde mig fra Dakar, vandet der er dødeligt. Sagde han igen og igen.

Så var den der! landingen i Banjul, Senegal. En eksplosion af glæde, Vi var KLAR. Dørene åbnedes og med det første skridt ud af flyet, er jeg ramt af Afrika! – Alle celler og alt i en ved bare man er i Afrika, lyde, synsintryk, dufte, følelse, alt stemmer overens, I am back in Africa…….

Vi blir’ hentet af min mand Lars, Hans der skal hente sin danske kæreste og hendes datter, og Anders der er ny førtidspensionist fra postvæsnet der har besluttet sig for at tilbringe 4 måneder i Senegal og vores chauffør Ansumana. Ansumana står nu også i min addresse bog, Det er alfa og Omega at blive hentet af en chauffør man 100% kan stole på. Havde det ikke været for vores kontakt til ham kan jeg slet ikke forestille mig rejsen ned til senegal.

Vi blev lige en nat i Gambia, fordi grænsen lukker kl. 21.

Næste morgen kørte vi så afsted med taget pakket, og alle 7 på plads. Vi skulle køre en 60km og var forberedt på det ville tager 2 – 3 timer. Infrastruktur og politisk situation taget i betragtning. I Gambia var vejene asfalterede, dog med alvorlige skader undervejs og nogle rabatter man da nok lige skal se at undgå. Vi skulle handle ind her, købe ost, yogurt, dåser og evnt. grønne ting. Købmanden var lige som lidl, her kunne vi også veksle penge, vi blev bedt om at skynde os, fordi det var lidt trals for Ansumana at holde udenfor med vores bagage oven på.

Hurtigt næste morgen var vi klar, da vi nåede grænsen skulle vi ud gå gennem paskontrol fra Gambia. Tilbage i bilen og videre et par kilometer i ingenmandsland, hvor vejene var blevet til rød sand. Grænseposten ind til Senegal fandt vi i en lille hytte bag et træ hvor nogle mænd sad og overså gedernes daglige leden efter mad og vand, samt masser af børn. I hytten uden el og fast guld fandt vi en mand i uniform med en STOR bog foran sig, Han havde spørgsmål og han skulle bestemme hvem og hvornår man trådte frem for ham, og i øvrigt også hvor mange gange. Han skulle indskrive os i den store bog og det er vigtigt at man ser han skriver sig ind, for ellers tror jeg ikke man kommer ud igen ?? Vi damer skulle tisse, og sagde til chauføren om ikke vi kunne stoppe efter grænsen og tisse i en busk et sted. Men næ nej, han skulle nok lige arrangere at vi kom på et rigtigt toilet her i grænseovergangen, Det var en lille halvformet cirkel af siv hvor der var et hul i midten og en spand med vand, så man kunne skylde sine spor hvis man havde svært ved at ramme huldet. Nå videre med os. Endelig efter endnu et sikkerheds stop, kom vi til Abene, den by hvor vi skulle være. Fandt Fidel rd. og Mettes hus. En råpudset væk ud til sandvejen, og en turkis jern dør ind til hendes compound. Vi blev mødt med varme og kærlighed af både Mette og 3 – 4 lokale, bl.a. flisemureren Babu og hans brors kone der var højgravid. HØJGRAVID…….

Der var så smukt og hjemligt og nøjagtigt som jeg havde forestillet mig. Hele rejsen værd.